Lovrens liv som flygtning: Mine forældre og jeg kunne være endt i jorden

– Hvorfor er din accent anderledes end vores?

Sådan lød det fra de kroatiske drenge, da Dejan Lovren som 10-årig måtte flytte til Kroatien, fordi familiens opholdstilladelse udløb i Tyskland, som havde taget imod familien fra Bosnien.

Familien levede et godt og fredeligt liv i Bosnien, men 1992 – da Dejan Lovren var tre år – begyndte borgenkrigen i det gamle Jugoslavien, hvilket fik familien Lovren til at flygte mod ordnede forhold.

Dette fandt man i Tyskland, hvor Liverpool-spillerens familie var heldige med at komme ind, fordi Lovrens bedstefar allerede arbejdede i Tyskland. 

Lovren er taknemmelig over for Tysklands åbne arme, som tog imod familien, da de havde det sværest.

– Jeg vil sige, at vi var heldige, min familie og jeg. Vi var heldige, fortæller Dejan Lovren i LFCTV-dokumentaren "Mit liv som flygtning".

– Vi havde vores bedstefar, som arbejdede i Tyskland, og på grund af det havde han papirerne til at sige "yes, kom herhen til os". Hvis ikke… Jeg ved ikke, hvad vi ellers kunne have gjort. Måske kunne jeg se mine forældre og mig selv ende under jorden. Jeg ved ikke, hvad der kunne have været sket.

– Jeg var heldig med Tyskland. Hvis de ikke havde tilladt os at komme ind, ved jeg ikke, hvor vi ville have taget hen, eller hvor vi kunne have taget hen. Det spørger jeg aldrig om. Min mor sagde: "Tyskland er vores andet hjem". Og det er rigtigt. Tyskland gav os deres åbne arme. Jeg ved ikke, hvilket andet land der kunne gøre dette og byde flygtninge fra Bosnien velkomne på det tidspunkt.

Dejan Lovren og familien havde en usikker fremtid i München, hvor familien trivedes. Familien fik afslag på at blive i landet, efter at tilstandene var blevet stabile igen på Balkan, og derfor fik familien at vide, at de skulle pakke deres ting og vende 'hjem', da Lovren var godt 10 år. 

Familien drog til Kroatien og blev nødt til at starte på ny i et nyt land uden penge og uden venner og bekendte. Dette mærkede en nu mere bevidst Dejan Lovren, som blev mobbet i skolen, fordi han havde en tysk accent, når han snakkede kroatisk.

– Jeg var omkring 10 år, og jeg forstod alt. Du ser alt, hvad der foregår omkring dig. Selvfølgelig, de var børn og gjorde det ikke med vilje, men de lavede sjov med mig. Det var et problem for mig. Jeg havde det hårdt. Noget inde i mig gav mig ikke lov til at holde det inde, så jeg sloges i skolen. Jeg kæmpede. Og jeg vil altid kæmpe til slut. Det er mig, fortsætter Lovren om sin hårde start i Kroatien.

– Det eneste tidspunkt, hvor de ikke lavede sjov med mig, var på fodboldbanen. Det var her, at folk begyndte at respektere mig. Efter skole skulle vi spille fodbold, og her var jeg hovedpersonen. Her kunne jeg udtrykke mig selv, lyder det fra Lovren.

Du kan se hele dokumentaren om Dejan Lovren flygtningeliv HER!