Lössl holdt stand mod Manchester City og udsatte rekorder
I øjeblikket er der kun nogle Premier League-rekorder at spille for hos Manchester City, som for længst er blevet engelske mestre. Til gengæld kæmper Huddersfield for at overleve i ligaen.
Fighterånden kom i den grad til udtryk hos Huddersfield, som havde Jonas Lössl og Mathias ”Zanka” Jørgensen med i startopstillingen, mens Philip Billing sad på bænken gennem hele kampen. Oprykkerne blev presset maksimalt af Manchester City, men heroisk forsvarsspil holdt mestrene fra at score i første halvleg.
Dominansen fortsatte i anden halvleg, hvor Benjamin Mendy på ny fik minutter i benene efter sin langvarige skade. Denne gang blev det til 33 minutter for den franske venstre back, som straks bidrog i det offensive spil.
Manchester City kunne dog ikke prikke hul på Jonas Lössl, som spillede en god kamp i målet hos David Wagners tropper. Samtidig havde Huddersfield travlt nok med at forsvare, og derfor fik de heller ikke scoret.
Dermed har Manchester City hverken slået mål- eller pointrekord, men de har fortsat to kampe til at gøre netop det.
Huddersfield er nu tre point over stregen, og de står med gode kort på hånden i forhold til at sikre sig en ny sæson i Premier League.