LONG READ: £2 pr. kamp og løj sig to år ældre - historien om 'Generalen'

Historikeren Michael Kjærbøl har fulgt dansk og international fodbold i årtier. I denne artikel har han skrevet om 

Ikke sjældent bliver positionen som landsholdsmanager for det engelske landshold kaldt en af de vanskeligste og mest utaknemmelige i fodboldens univers. Kun 1 år efter Englands sølvmedaljer ved EM, er der nærmest maksimalt pres på den nuværende mand i et sæde, der som regel varierer fra halvvarmt til gloende; Gareth Southgate.

Går vi tilbage i historien har jobbet, med få undtagelser, været øretævernes holdeplads. Selv ikke den klart mest succesrige af alle de, der har siddet i stolen, havde det nemt. Det skal handle om den innovative, ærekære, stædige og krakilske Alfred Ernest Ramsey.

Alf Ramsey voksede op i temmelig dyb fattigdom i et skurlignende hus i Dagenham. Faderen var løsarbejder og der var ikke meget at rutte med. Knægten viste meget tidligt tegn på at være i besiddelse af et helt usædvanligt talent for idræt. Han dyrkede boksning, løb og længdespring, og blev en særdeles dygtig cricketspiller. Men i den sidste ende blev det fodbolden der vandt Alfreds hjerte – måske fordi det var den sportsgren, som han kunne skabe et levebrød på.

I løbet af opvæksten var der alligevel ikke meget, der tydede på, at det skulle blive tilfældet. Tiden gik med at arbejde hårdt for en lokal købmand, og den forholdsvis lille og introverte knægt var ikke den der masede sig frem overfor presse og talentspejdere.

Da verdenskrigen brød ud spillede Ramsey søndagsfodbold i en lillebitte klub, Five Elms, og bortset fra en føler fra Portsmouth var der ingen indenfor den professionelle fodboldverden, der havde hørt om den 19-årige kommislærling. I 1940 blev han indrulleret i et infanteriregiment i Cornwall, og fandt den spartanske kaserneindkvartering ganske luksuriøs.

I 1943 spillede Ramsey en træningskamp for sin bataljon imod Southampton, der således fik øje på den lille, tætte, enormt kloge forsvarsspiller. Året efter skrev han en kontrakt med The Saints, der sikrede Ramsey 2£ pr. kamp i den såkaldte Southern League, der kørte under krigen. Først i 1946 slap Ramsey militærtjenesten, og helligede sig fodbolden på fuld tid. På det tidspunkt var han 26 år, men løj sig to år yngre. Ramsey spillede tre sæsoner i 2. division for Southampton, og imponerede med sin positionelle evne, sit overblik og sin snuhed. Han var en uhyre driftssikker forsvarsspiller der aldrig begik fejl, og – trods sin nærmest medfødte generthed – blev han selvsikker nok til at tage dirigentstokken og fik tilnavnet ”Generalen” af fansene på The Dell.

I 1948 fik Ramsey debut på det engelske landshold som højre back, en position han efterfølgende holdt fra 1950-53.

Året efter landsholdsdebuten købte Tottenham-manager Ernie Rowe den efterhånden rutinerede Ramsey. Hos Spurs udgjorde Ramsey som anfører sin del af et klogt og dygtigt forsvar sammen med bl.a. den senere Tottenham-boss, Bill Nicholson. I 1951 gik et velspillende Spurs-mandskab hele vejen og vandt det engelske mesterskab.

Det engelske landshold kæmpede for at opretholde en førende international position, men fiaskoen ved VM i 1950 var til at tage og føle på. Englænderne var dog endnu stærke nok til at slå Østrig merd 3-2 i 1952, men året efter tabte Three Lions for første gang i historien på Wembley mod et kontinentalt landshold. Ungarn udklasserede England med 6-3. Ramsey scorede på straffespark, men kampen blev hans 32. og sidste i nationens tjeneste. To år efter stoppede han som aktiv.

Det forekom ganske oplagt, at Ramsey skulle fortsætte indenfor fodboldens verdens i en managerrolle. Dengang relativt upåagtede Ipswich Town gav ham det første chefjob i 1955. Det blev en næsten vanvittig succes. I 1957 rykkede The Blues op fra 3. division, i 1961 i the top flight. Og allerede året efter vandt traktordrengene fuldkommen sensationelt det engelske mesterskab. Ramsey var uovertruffen som organisator og blev udpeget til legendarisk Walter Winterbottoms afløser som engelsk landsholdsmanager i 1963. Han startede i jobbet med en selvsikker profeti: ”Vi vinder VM i England om tre år”!

Som chef for landsholdet besad Ramsey uden tvivl det hårdeste og mest utaknemmelige job i den britiske fodboldverden. Forventningerne var enorme og udsigterne til at leve op til dem, realistisk set, ret begrænsede. Han fandt imidlertid recepten. Et 4-3-3 system uden wings (the Wingless Wonders), og en stamme af talentfulde spillere som Gordon Banks, Bobby Moore, Bobby Charlton, Jimmy Greaves. Siden inkluderede han talenterne Alan Ball og Martin Peters. Spillerne elskede ham, men pressen var ret forbeholden. Pennene var konstant tilspidsede, og Ramsey hjalp nok ikke sig selv med en kantet og tvær offentlig optræden, der nok bundede i hans introverte personlighed. Desuden var han påståelig og hidsig, og journalisterne fandt ham stædig og utilgængelig.

Længe tøvede Ramsey med at implementere og fastholde det nye system. Måske var (selv) han bange for den nådesløse kritik, der uvægerligt ville hagle ned over ham fra fag- såvel som lægfolk, hvis hans banebrydende taktik ikke gav resultater. Det var da også et dristigt foretagende. Lige siden tidernes morgen havde spillets opfindere sværget til wingspillet. Og det havde da også medvirket til at producere nogle af engelsk fodbolds allerstørste stjerner: Stanley Matthews, Tom Finney, Wilf Mannion, Cliff Bastin og mange flere brillante kantspillere. Det var en hel institution i britisk fodbold, som Ramsey smed på porten.

Desuden valgte han at satse på en ret speciel central midtbanekonstellation der gav plads i kernen af maskinrummet til den lille tyndhårede matchspoiler, Nobby Stiles. Ved VM-slutrunden på hjemmebane i 1966 gjorde Manchester United-terrieren sig mest bemærket ved at losse modstandernes nøglespillere ned, kontinuerligt og uophørligt. Mange – ikke mindst dele af den britiske presse – undredes og forargedes over at Stiles’ kyniske spil var værdigt til at repræsentere de engelske værter for en af verdens største sportsbegivenheder. At Ramsey efter kvartfinalen mod Argentina offentligt kaldte modstanderne for ”animals”, og fysisk nægtede sine spillere at bytte trøjer med sydamerikanerne, forekom yderst pinagtigt og dobbeltmoralsk.

Men en vinder får som bekendt ret, og det vundne verdensmesterskab på Wembley gav Alf Ramsey respekt (om end ikke ligefrem kærlighed) fra pressen og fodboldfolket, og en adelstitel fra dronningen.

Som et kuriosum kan det nævnes, at England i den første VM-match faktisk stillede med Manchester Uniteds John Connelly på højre fløj, og han havde nær scoret i slutfasen af en kedelig og skuffende kamp mod Uruguay. Nu strøg Connellys forsøg tæt over mål, og resultatet blev en skuffende nullert, hvilket gjorde overgangen til det wing-løse system nemmere for manageren. Gad vidst hvad han havde gjort, hvis Connelly havde scoret? Nu blev det United-spillerens sidste optræden på landsholdet, og resten er historie, som man siger. Trofæet ”kom hjem”.

I de efterfølgende år opnåede England en bronzemedalje ved EM i 1968 i Italien. Men man huskede bagefter især det skuffende semifinalenederlag til Jugoslavien. VM i 1970 endte med et sammenbrud i den forlængede spilletid i kvartfinalen mod Vesttyskland. Sir Alf Ramsey var desværre ikke for fin til at hænge sin reservemålmand Peter ”The Cat” Bonetti ud i offentligheden som manden der kostede sejren. Selv om trænerens egne dispositioner i opgøret ikke var dadelfri. England stillede med et mandskab, der måske var endnu stærkere end i 1966, så skuffelsen over nederlaget i den klassiske anglo-germanske dyst var til at tage og føle på. Overfor de blændende brasilianere der vandt guldet, ytrede Ramsey blot at: ”dem kunne han ikke lære noget af”.

Siden gik det fra ondt til værre. England klarede ikke cuttet til EM-slutrunden i 1972. Det var i sig selv til at leve med, eftersom kun 4 lande kvalificerede sig til slutkampene. Men et par meget ringe og desillusionerende opgør mod Vesttyskland viste med al tydelighed, at dygtige modstandere var i stand til, ikke blot at imødegå den engelske taktik, men ligeledes stod stærkere på rent talent. England og landstræneren var kigget ud.

I kvalifikationen til VM i 1974 tabte England i Polen og fik kun 1-1 i returopgøret på Wembley. Selv om polakkerne var stærke på det tidspunkt, var den manglende kvalifikation til verdensmesterskabet en national ydmygelse. Det stod klart at Ramseys gamle garde var for bedaget, og at de mulige afløsere ikke fik chancerne for at spille sig på. Manden bag verdensmesterskabstriumfen 8 år forinden reagerede med sædvanlige bidske kommentarer og en ”jeg alene vide” attitude overfor pressen. Også i FA var Ramseys arrogance efterhånden stærkt ugleset, og trykket fra omgivelserne blev simpelthen for massivt. Han måtte se sig fyret af fodboldforbundet i foråret 1974. Han efterlod et landshold der ikke havde fået gennemført et tiltrængt generationsskifte, og hvis standard var i frit fald.

Som klubmanager blev Ramseys aftryk på Sportslørdag-epoken kort og ubetydelig. Han blev ansat i Birmingham City i 1977, men tabte en intern magtkamp med stjernespilleren Trevor Francis, der gerne ville sælges. Ramsey ville egentlig gerne slippe angriberen, men bestyrelsen optrådte vægelsindet og svagt, og Ramsey tog sin afsked efter blot 4 måneder i spidsen for Birmingham.

I medierne gav han indtryk af bitterhed overfor sin fyring som landsholdsmanager, og han var meget direkte og ekstremt kritisk overfor sin afløser, Don Revie. Men han havde også – i en alder af 58 år – fået et mere afslappet forhold til sin sport. Han følte ikke selv, at han havde den samme gnist som før, og trak sig fra trænergerningen. Et kort ophold i Grækenland som teknisk direktør i Panathinaikos i 1980 afrundede det hele.

Var han afklaret omkring sit fodboldengagement, så red fortiden og hans opvækst i dyb armod ham som en mare. Det lykkedes ham heldigvis at investere i nogle selskaber i Ipswich, og han lykkedes med at holde knapheden og fattigdommen på afstand. I 1999 døde sir Alf Ramsey efter mange år med Alzheimer og cancer.

Han huskes først og fremmest som engelsk fodbolds største taktiker, og den suverænt mest succesfulde manager for landsholdet i historien. Men hans historie er også fortællingen om verdens vanskeligste hverv.