Lokalmedie: Spurs vil hente Napoli-spiller for £35 millioner
Spurs fandt det ikke nødvendigt at shoppe spillere i sommertransfervinduet, men med Mousa Dembeles formodede skifte væk fra klubben, har Mauricio Pochettino & Co. nu rettet kikkerten mod Napolis Allan som erstatning.
Det skriver det napolitaske lokalmedie CalcioNapoli24.
Londonklubben har angiveligt lagt en pose penge på £35 millioner til side med den brasilianske midtbanespillers navn på, men det italienske medie er ikke overbeviste om, at det vil være nok til at lokke Napoli til at sælge.
Den italienske storklubs præsident, excentriske Aurelio De Laurentiis, er ikke nem at forhandle med, og hans indstilling skulle i øjeblikket være, at Allan under ingen omstændigheder er til salg.
Man forstår ellers godt, hvis Tottenham har reel interesse i 27-årige Allan. Midtbanespillerens præstationer for Napoli gennem de sidste fire sæsoner har tiltrukket interesse fra en lang liste af europæiske storklubber, og det er ikke uden grund, at han har fået to kampe for det brasilianske landshold – der som bekendt ikke er det nemmeste at blive udtaget til.