Lokalavis: Boca Juniors interesseret i utilpasset Sunderland-spiller
Santiago Vergini vender i næste måned tilbage på Stadium of Light efter en sæson-lang lejeaftale hos den spanske La Liga-klub Getafe, der ikke valgte at købe Vergini fri af kontrakten med the Black Cats.
Sunderland hentede Vergini til klubben under argentinske Gus Poyet, der var stor tilhænger af Vergini, mens de to arvtagere på manager-posten i Sunderland, Dick Advocaat og Sam Allardyce, ikke har været store fans af Vergini.
Derfor er det også Sunderlands plan at sælge ham denne sommer.
Det bliver hjulpet af, at Boca Juniors ifølge Sunderland Echo har udvist interesse i Vergini som en mulighed til at forstærke defensiven efter de ikke formåede at hente den paraguayanske landsholdsstopper Gustavo Gomez.
Angiveligt skulle det være Verginis alsidighed, der appellerer til Boca, eftersom Vergini kan spille både højreback samt midterforsvar. Planen fra Bocas side er at leje Vergini i en handel, hvor den traditionsrige argentinske klub har option på at gøre skiftet permanent, hvis de ønsker det.