Lloris om United-interesse: Der kunne have sket noget
Gennem sommerens transfervindue gik der rygter om at en stor målmandsrokade i flere europæiske topklubber kunne være under opsejling.
David De Gea blev rygtet kraftigt til Real Madrid, og som erstatning for den spanske keeper blev Hugo Lloris nævnt, mens Iker Casillas på daværende tidspunkt blev kædet sammen med Tottenham. Men sådan gik det ikke.
Selvom Real Madrid og Manchester United blev enige om en transfer af David De Gea, så blev papirarbejdet ikke færdiggjort i tide, og derfor gik handlen i vasken. Derudover tog Iker Casillas til Porto.
Tottenham-keeper, Hugo Lloris, er nu blevet spurgt ind til rygterne omkring Manchester United, og han afslører, at et skifte til Old Trafford kunne have blevet en realitet.
– Jeg har det godt. Transfervinduet gør mig ikke nervøs. Jeg tog afstand til det, fordi jeg havde fokus på forberedelserne med Tottenham, siger han ifølge Goal.com og fortsætter:
– Jeg er klar til at spille kampene for min klub. Omkring Manchester Uniteds interesse? Der kunne have sket en udvikling, men sådan endte det ikke, slutter han.