Liverpools undervurderede mestermanager
Efter en årrække som dygtig talentudvikler blev Joe Fagan i 1983 det tredje medlem af det sagnomspundne Anfield Boot Room – efter Bill Shankly og Bob Paisley – der blev manager i Liverpool FC.
Fagan forsøgte på bedste vis at følge i de tunge fodspor efter de to legendariske forgængere, og allerede i sin første sæson i 1983/84 overgik han faktisk dem begge.
Forrygende sæson
Et Charity Shield-nederlag til Manchester United rystede ikke Liverpool-truppen, der kom stærkt fra start i ligaen med blandt andet en 6-0 sejr over Luton Town og en 3-0 ditto over lokalrivalerne fra Everton. Et 0-4-nederlag i en tipskamp på Highfield Road mod Coventry City var en mindre sten på vejen mod mesterskabet. Fra 17. december til 10. marts tabte Fagans udvalgte kun én kamp ud af 14, og så kunne man tillade sig at spille fem uafgjorte i de sidste syv kampe og fortsat holde tre point afstand til ligaens sølvvindere, Southampton.
Brandfarlige Ian Rush brillerede med 32 mål i ligaen og 47 i alle turneringer tilsammen. Den tidligere Chesterforward var lynende hurtig og ekstremt forudseende i forhold til, hvor chancerne bød sig. Han dukkede op ud af det blå og overraskede modstanderforsvaret gang på gang på gang.
I finalen i Liga Cup turneringen 1984 sejrede Liverpool i to tætte opgør mod Everton på et mål i kamp nummer to af Graeme Souness. Det stod dog klart, at klubben ikke kunne vinde the Treble, for FA Cuppen var sluttet brat med et overraskende nederlag til Brighton i januar. Til gengæld var Liverpool suveræne i Europa. Første hurdle i mesterholdsturneringen var faktisk danske OB med Lars Høgh, Keld Bordinggaard og Vilhelm Munk Nielsen, der blev overvundet med samlet 6-0. I næste runde fik The Reds kun uafgjort på hjemmebane mod Athletic Bilbao, men et Ian Rush-mål i returkampen på San Mamés sendte englænderne videre. Efter forholdsvis lette sejre over Benfica og Dinamo Bucarest stod Liverpool i finalen for fjerde gang siden 1977.
Italienske AS Roma var en stærk modstander og havde tilmed fordel af hjemmebane på Stadio Olimpico i Rom. Romernes midtbane med Roberto Falcão, Bruno Conti, Toninho Cerezo og anføreren Agostino di Bartholomei var uhyre respektindgydende. Og de to rutinerede, snu angribere Roberto Pruzzo og Francesco Graziani skulle ikke have for meget plads. Det blev en tæt, fysisk præget kamp, der mere lignede finalen mod Real Madrid i 1981 end de to første finaler med Liverpool-islæt i 77 og 78, hvor spillet havde været langt bedre og mere offensivt. Den indbyrdes respekt satte sit præg på begivenheden. Liverpool kom foran på et straffesparksmål af Phil Neal, men Roma udlignede på et mål af Pruzzo. Den forlængede spilletid gav ingen yderligere scoringer, og finalen måtte afgøres i straffesparkskonkurrence. Her startede skotten Steve Nicol med at brænde, men showmanden Bruce Grobbelaar i Liverpool-buret bragte Romas skytter helt ud af koncentrationen med sine Elvis Presley-agtige benbevægelser på stregen, og Bruno Conti og Francesco Graziani – begge verdensmestre med Italien i 1982 – brændte, og så kunne Alan Kennedy banke det afgørende spark ind bag Franco Tancredi.
Med tre store trofæer havde Joe Fagan faktisk trumfet begge sine berømte forgængere. Hvilken debutsæson for den gamle assistantcoach! Det blev dog kun til to sæsoner ved roret for Fagan.
Heysel blev hans skæbne
I 1984/85 måtte Liverpool nøjes med en række andenpladser. The Reds blev overgået i ligaen af bysbørnene fra Everton, tabte Charity Shield-opgøret til samme, tabte Interkontinental-finalen til argentinske Independiente, og endelig tabte Liverpool også finalen i mesterholdenes Europa Cup.
Den kamp vil dog for altid blive husket som en skamplet på klubben, byen og nationen – og som et sørgeligt monument over hooliganismens modbydeligheder.
Joe Fagan kom sig aldrig helt over de forfærdelige ting, der foregik på lægterne i forbindelse med Heyselfinalen. Der er ingen tvivl om, at finaleforløbet vakte skrækkelige minder til live. Under anden verdenskrig havde Fagan tjent i Royal Navy, og han skulle have været med på det berømte Nordsø-togt med flådens bedste slagkrydser, HMS Hood, men blev sendt til Egypten fordi han led notorisk af søsyge. Hood blev sænket i søslaget i Danmarkstrædet af det tyske monster-slagskib, Bismarck, og kun tre mand ud af besætningen på 1418 sjæle overlevede. Mange af dem var Fagans nære venner.
Efter Heysel følte han ikke, at han magtede at fortsætte i managerjobbet og sagde op. Det var synd, for der var ikke mange, der kunne finde ret meget dårligt at sige om den gamle Boot Room-mand. Fagan var åben, imødekommende og særdeles humoristisk. Han var ”ligeud af landevejen” uden nykker og enormt god til mandskabspleje. Desuden var han en god taktiker og havde et omtrent lige så skarpt blik for talent som de feterede forgængere.
I sine to sæsoner på Anfield hentede han John Wark, Paul Walsh, Gary Gillespie, Jan Mølby, Michael Robinson og Kevin McDonald. De to sidstnævnte slog ikke helt igennem på Anfield, men de øvrige fik fine karrierer. Wark og Walsh var i forvejen højt profilerede navne fra henholdsvis Ipswich og Luton Town, men at finde sweepertalentet Mølby i Ajax og omskole ham til midtbanespiller var genialt set.
Joe Fagan gav managerstafetten videre til Kenny Dalglish. Den undervurderede mestermanager gik bort i 2001.
