Liverpools store klubhelt
857 kampe. Fordelt over 19 sæsoner. Det er dagens fødselar, Ian Callaghans imponerende total i Liverpool FC. Det er klubrekord.
Callagan, der i dag fylder 84 år, voksede op i Liverpool-bydelen Toxteth i et hjem hvor faren var glødende Everton-tilhænger. Callaghan senior ændrede imidlertid sit syn på tilhørsforholdet, da knægten kom på kontrakt på Anfield i 1959. Ian debuterede året derpå som 18-årig på positionen som højre wing, og blev dermed en af manager Bill Shanklys allerførste “opfindelser”. Han afløste ingen ringere end legenden Billy Liddell.
Han nåede bussen
Debuten mod Bristol Rovers i 2. division blev en kæmpe succes. Pressen skrev om “Baby face Callaghan” der imponerede med gåpåmod, løbevilje, pasningssikkerhed og hurtighed. Men det var nær gået galt. Debutanten skulle med bussen til Anfield Road, men der var så proppet med mennesker på stoppestedet, at der simpelthen ikke var plads. Folk skulle jo til kamp. Situationen begyndte at blive kritisk, for det ville ikke være populært hos “Shanks”, hvis den nye mand ikke kunne møde ind til tiden. Så fik nogle lokale knægte øje på den nervøse teenager: “Cally skal sgu da med bussen. Han skal jo spille!”, blev der råbt. Og Cally blev gelejdet frem i forreste række og kom med den offentlige transport til sit første Liverpool-opgør.
Siden gik det slag i slag. Callaghan blev fast inventar på Shanklys succesmandskab i oprykningssæsonen 1961-62, og siden medvirkede han til at føre sin klub til 5 mesterskaber, 2 FA Cupper, 2 UEFA Cups og 2 Europa Cup for mesterhold triumfer. I 1965 spillede han fremragende i FA Cup finalen mod Leeds United, hvor Liverpool vandt sin første FA Cup siden 1920. Der var et storhold på vej med Callaghan som en af nøglespillerne.
Ian omskoledes med alderen til en klog og pålidelig midtbanespiller, og fansene elskede hans aldrig svigtende dedikation og offervilje. De gav ham det meget passende tilnavn “Marathonmanden”. Faktisk var det en meget alvorlig skade i 1971, der banede vejen for den nye rolle. Han mistede noget hurtighed og karrieren var i fare. Men Bill Shankly så muligheder for den pålidelige Callaghan i det centrale maskinrum, og det blev en overvældende succes.
Ian er ind imellem blevet kaldt ”Liverpools mest undervurderede stjerne”, men i 1974 fik han en kæmpe anerkendelse, da han blev valgt til ”Årets Spiller” i England af FWP, dvs. sportsjournalisternes pris.
Stilskift på landsholdet kom i vejen
På landsholdet blev det – bemærkelsesværdigt nok – kun til 4 optrædener, heraf 1 under VM-slutrunden i 1966 (mod Frankrig). I 2009 fik Ian overrakt guldmedaljen (af premierminister Gordon Brown) med 43 års forsinkelse, da FIFA besluttede, at reserverne også skulle hædres for deres indsats for England.
De relativt få landskampe har hovedsageligt to årsager.
For det første besluttede den engelske landstræner, Alf Ramsey, sig for at implementere et banebrydende nyt 4-3-3 system, der blev berømt som The Wingless Wonders. I denne taktik var der ikke plads til deciderede wings, hvilket var ret så revolutionerende i engelsk fodbold. Ramsey foretrak i stedet løbestærke boks-til-boks spillere som Martin Peters og Alan Ball, og der blev ikke plads til folk som Callaghan og John Connelly.
Den anden årsag var, at Ian nok først for sent i karrieren blev rykket tilbage – og indad centralt – på midtbanen. På denne position kom hans energi virkelig til sin ret. Det betød, at der blev comeback på landsholdet i 1977 efter 11 års fravær. Det er faktisk engelsk ”comeback-rekord”. Marathonmanden fik 2 kampe for Three Lions som 35-årig.
Karrieren blev afsluttet med et par sæsoner i Swansea og Crewe, og der blev også et par ophold i den nordamerikanske liga og en afstikker til Australien.
