Liverpools nye 16-årige stortalent skal være en del af førsteholdet
I dag blev det endelig officielt, at Liverpool har hentet Harvey Elliott i Fulham.
Den engelske midtbanespiller er måske ikke så velkendt i de bredere fodboldkredse endnu, men tidligere på året blev han den yngste debutant i Premier League nogensinde, og fremover kan der vente mange flere kampe i den bedste engelske række for ham.
Måske endda allerede i den kommende sæson.
For ifølge Liverpool Echo har Jürgen Klopp ikke nogen plan om at udleje ham i den nærmeste fremtid, og i stedet vil den tyske manager forsøge at få ham etableret på klubbens førstehold.
Derfor kommer han heller ikke til at skulle træne med klubbens U18- eller U23-hold, men i stedet skal han tage kampen op med spillere som Jordan Henderson, Naby Keïta og James Milner på træningsbanen.
Det ligner umiddelbart en klar tillidserklæring fra Jürgen Klopp, og Harvey Elliott kan allerede få sin første kamp i Liverpool-trøjen i dag, hvor Napoli er modstanderen i en træningskamp.