Liverpool-stjerne skadet: 'Så frustrerende'
Ibrahima Konaté løb ind i et problem i den afsluttende fase af Champions League-kampen mellem Liverpool og Real Madrid på Anfield i midtugens 2-0-sejr til The Reds.
Konaté var involveret i en kollision med den unge Real-knøs Endrick i slutningen af kampen.
LÆS OGSÅ: Real Madrid bekræfter Alexander-Arnold-beslutning
Franskmanden kunne efterfølgende ses halte fra banen, og Liverpool-boss Arne Slot havde svært ved at klarlægge skadens omfang umiddelbart efter kampen.
– Det er svært at vurdere så tidligt efter kampen. Jeg håber virkelig, at begge er i stand til at spille, lød det fra Slot, efter at også Conor Bradley pådrog sig en skade, der formentlig holder ham ude resten af 2024.
Fredag aften har Konaté så meldt en opdatering ud på det sociale medie, Instagram.
– Det er så frustrerende at pådrage sig en skade i slutningen af en stor kamp onsdag aften.
– Nu begynder genoptræningsfasen, men jeg vil love jer én ting; jeg kommer tilbage og bliver endnu engang den bedste udgave af mig selv.
– Tak for jeres fantastiske støtte på Anfield.
– Inshallah (Om Gud vil, red.) fortsætter vi, og jeg vil fortsætte med at støtte holdet hele vejen, skriver Konaté fredag aften på Instagram.
Ifølge Lewis Steele, der er journalist på Daily Mail, er det lige nu for tidligt at putte en tidshorisont på Konatés tilbagevenden.
– Liverpool-forsvareren Ibrahima Konaté kan se frem til et ophold på sidelinjen, efter at han pådrog sig en knæskade mod Real Madrid. Det er endnu for tidligt at vurdere det tidsmæssige aspekt. Arne Slot skal beslutte, om Joe Gomez eller Jarell Quansah skal spille ved siden af Virgil van Dijk på søndag, skriver Steele på det sociale medie X.
LÆS OGSÅ: Derfor forlænger Alexander-Arnold med Liverpool
Liverpool tager søndag eftermiddag imod Manchester City i Premier League.
















