Liverpool-stjerne i fare for at misse Arsenal-brag
Meget tyder på, at Liverpool kan komme til at skulle undvære en af sine stjerner til torsdagens brag mod Arsenal i Premier League.
På et pressemøde onsdag kunne Arne Slot således give en opdatering, og den var ikke specielt opløftende set med de røde Liverpool-briller.
– Han har ikke trænet med os indtil nu, og lad os se, om han kan gøre det i dag.
– Jeg sagde, da vi mødte Fulham, at han ikke ville være ude længe, men fordi kampene kommer så kort tid efter hinanden, vil det nok tage ham en eller to ekstra, lød det fra Arne Slot ifølge The Athletic.
Spilleren, som den hollandske cheftræner talte om, var angriberen Hugo Ekitiké, der missede weekendens opgør mod Fulham.
En stor udfordring for The Reds
Hvis Merseyside-klubben må se bort fra Hugo Ekitiké, er det skidt nyt for Arne Slot, som også må klare sig uden Alexander Isak, der er ude i længere tid.
I weekenden var det så Cody Gakpo, som for en sjælden gangs skyld blev brugt som frontløber, og hollænderen kvitterede også med en scoring.
De offensive muligheder begrænses også af, at Mohamed Salah er afsted til Africa Cup of Nations lige nu.
Hugo Ekitiké er Liverpools topscorer i denne sæson efter sit skifte fra Eintracht Frankfurt.



















