Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool-stjerne er frustreret: Derfor ønsker Mané at skifte til Real Madrid

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
21.04.2020 Kl. 09:57
France Football skriver, at Liverpool-stjernen er fristet til at skifte til Real Madrid på grund af sine personlige ambitioner.

Får Liverpool som ventet Premier League-titlen, har Sadio Mané vundet de to mest værdifulde trofæer, som kan vindes for klubhold.

Men senegaleseren, som blev kåret til African Player of the Year, har ambitioner om at vinde den allerstørste individuelle hæder i fodbold –  Ballon d'Or.

Men skal han nogensinde stå øverst på podiet til den prestigefyldte prisuddeling, skulle Mané være af den overbevisning, at det kan blive nødvendigt at skifte klub.

Derfor "drømmer" Liverpool-stjernen nu om et drømmeskifte til Real Madrid.  Det skriver fodboldmagasinet France Football, som sjovt nok også står bag Ballon d'Or-uddelingen.

Typisk får spillere fra Real Madrid og Barcelona gode placeringer til Ballon d'Or-uddelingen, og det er nok ikke helt forkert at sige, at Real Madrid af mange fodboldspillere anses som den ypperste klub, man kan repræsentere i sin karriere.

Og sidst måtte Mané nøjes med en fjerdeplads til Ballon d'Or-afstemningen, og senegaleseren skulle angiveligt være blevet frustreret over, at Jürgen Klopp pegede på holdkammeraten Virgil Van Dijk som sin favorit til at vinde prisen.

Samtidigt skulle Mané også nære et ønske om at være den store stjerne i stedet for "kun" en nøglekomponent i Liverpools imponerende offensive trio, men angriberen ønsker ikke at skifte til hvilken som helst klub.

Real Madrid er den eneste klub, Mané kunne se sig selv forlade Anfield for, men Real Madrid er angiveligt også den eneste klub, som er klar til at signe Mané.

Zinedine Zidane skulle længe have været fan af Liverpool-spilleren og ønskede angiveligt allerede at signe Mané, før han forlod Real Madrid – for senere at vende tilbage på ny sidste sæson.

Men skal en transfer finde sted, kræver det, at flere ting går op i en højere enhed, skriver France Football.  Først og fremmest prisen,  da Liverpool angiveligt ikke vil sælge for under €150 millioner.

 

Annonce