Liverpool-spillere nærmer sig comeback
Liverpool Echo meddeler, at Glen Johnson, Daniel Sturridge og Jon Flanagan snart er tilbage i kampform. Alle tre kan returnere i de kommende kampe mod henholdsvis Stoke og Aston Villa.
Glen Johnson sad over i weekendens FA Cup-kamp mod Oldham med en ankelskade. Den pålidelige Liverpool-avis, Liverpool Echo, forventer, at Johnson kan få comeback i weekendens opgør mod Stoke.
Også unge Jon Flanagan nærmer sig et comeback med hastige skridt. Englænderen missede Liverpools kampe mod Manchester City, Chelsea, Hull og Oldham på grund af en forstrækning. Flanagan bliver dog næppe klar til weekenden, men et comeback mod Aston Villa d. 17. januar er ikke usandsynligt.
Daniel Sturridge har siddet ude med en ankelskade siden slutningen af november. Den hurtige angriber er nu tilbage på Melwood. Det var forventet, at englænderen ville misse hele januar måned, men en markant fremgang gør, at Sturridge kan være i spil til weekendens kamp mod Stoke.
Brendan Rodgers venter stadig på svar omkring den skade, Daniel Agger pådrog sig mod Oldham i søndags. En scanning skal inden for få dage fastslå omfanget af skaden. Plbold.dk følger naturligvis op på Aggers tilstand.
Udover ovenstående spillere, er også Mamadou Sakho, Sebastian Coates, José Enrique og Joe Allen ude med skader i øjeblikket.