Liverpool-spanier: Drømmer om Wembley
Javier Manquillo har været ude i kulden i Liverpool på det seneste, men nu kan spanieren se frem til mere spilletid, da Glen Johnson pådrog sig en lyskeskade mod Manchester United i søndags.
Derfor kan backen allerede komme i aktion i aften, hvis Liverpool, som forventet, går tilbage til en firebackkæde.
Manquillo drømmer om at spille på Wembley i finalen i foråret.
– Jeg tror, at alle drømmer om at spille på Wembley og endda mere, hvis det er en cup-finale. Selvom jeg aldrig har været på Wembley, ved jeg, at det er et stort og ikonisk fodboldstadion. Alle siger, at det er et utroligt sted, fortæller den 20-årige back til Liverpools hjemmeside.
– Alle kampe er vigtige, uanset om det er liga eller i cuppen. Det er endda mere specielt, da vi kan nå til semifinalerne ved at vinde kampen (mod Bournemouth, red.)
Liverpool har ikke haft nemt ved at spille sig videre i turneringen hidtil, hvor Middlesbrough og senest Swansea har givet Rodgers' tropper problemer.
– Middlesbrough-kampen var meget hård, men det var underholdende for supporterne. Spillemæssigt var vi meget bedre mod Swansea. Det var en fin sejr, og forhåbentligt sker det samme i aften. Vi vil ikke bare vinde, men også vinde efter at have spillet godt.