Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool smed sejren mod West Brom

Af Mads Bye Marboe
21.04.2018 Kl. 13:25
West Bromwich vendte lørdag 0-2 til 2-2, men kan stadig rykke ned hvis Swansea får point mod Manchester City søndag. Mohamed Salah scorede sit 31. Premier League-mål i sæsonen.

West Bromwich hentede i søndags en imponerende 1-0-sejr ude over Manchester United, hvilket gav The Baggies et lille håb i kampen om overlevelse.

Lørdag eftermiddag skulle West Brom så forsøge at bygge videre på denne præstation, og det lykkedes delvist. Værterne fik en elendig start, og allerede efter fire minutter var Liverpool kommet foran. Sadio Mané udfordrede i venstre side af straffesparksfeltet, og inde foran mål kunne han finde Georgino Wijnaldum. Hollænderen fik lagt bolden til rette for Danny Ings, og angriberen sparkede bolden sikkert ind. Målet var Ings' første i Premier League siden 2015.

West Bromwich havde svært ved at komme ovenpå igen efter scoringen, og chancerne til Liverpool fortsatte. Efter 11 minutter vendte Mohamed Salah på Ahmed Hegazy i højre side af feltet, og egypteren fik sparket mod det lange hjørne, men Jake Livemore fik blokeret skuddet, således at det røg over mål.

Få minutter inden pausen fik Danny Ings desuden muligheden for at fordoble sin måltotal, da bolden, efter en tackling fra Jake Livermore, endte hos englænderen, der var helt fri, men som alligevel formåede at brænde på Ben Foster.

Efter pausen arbejdede West Bromwich sig langsomt bedre ind i opgøret, og Matt Phillips gjorde blandt andet en god figur med flotte gennembrud i højresiden. Alligevel var det Liverpool, som gjorde det til 0-2, da indskiftede Alex Oxlade-Chamberlain fandt Salah i dybden med en kort stikning efter 72 minutter. Egypteren var helt kølig, og stille og roligt vippede han bolden over Foster i målet. Scoringen var kantspillerens 31. Premier League-mål i sæsonen, og han tangerede dermed Luis Suarez' rekord.

Man skulle nu tro, at kampen havde fundet sin vinder, men hjemmeholdet havde ikke givet op. Efter 79 minutter endte et hjørnespark hos Craig Dawson, som fik afsluttet tæt under mål. Lorius Karius reddede forsøget, men riposten endte hos Jake Livermore, der kunne score sit første Premier League-mål for The Baggies.

Og West Brom var ikke færdige endnu. Efter 88 minutter fandt Chris Brunt holdkammeraten Salomon Rondon, som kunne sparke udligningen ind. Det hele var pludselig vendt på hovedet, og det nedrykningstruede Birmingham-hold forsøgte til slut at hente alle tre point – dog uden held.

West Bromwich er nu noteret for 25 point efter 35 kampe, og det betyder, at klubben stadig kan rykke ned, hvis Swansea søndag får point mod Manchester City.

Omvendt taber Liverpool terræn i kampen om andenpladsen, mens The Reds mangler fem point for endegyldigt at kunne sikre top fire-pladsen.

 

Annonce