Liverpool sikrer sig Tour de France
Det er ikke cykling, man normalt forbinder med Liverpool, men nu kommer verdens største cykelløb Tour de France til byen.
Den engelske by, der primært har været kendt for sine fodboldhold og Beatles gennem rigtig mange år, udvider nu paletten.
Tour de France har således annonceret, at der i 2027 vil være afslutning på 2. etape i netop Liverpool.
Den etape vil starte i Keswick og vil byde på fem kategoriserede stigninger på vejen til Liverpool, hvor det ikke er givet, at det bliver en massespurt i den engelske storby.
Jonas Vingegaard holder med Liverpool
Den tidligere dobbelte danske Tour de France-vinder Jonas Vingegaard har tidligere afsløret, at han holder med Liverpool, og han har da også været på Anfield for at se fodbold.
Nu får han så mulighed for at vende tilbage til byen, hvis han kører Tour de France i 2027. Det er på danskerens program i år, hvor han også jagter en samlet sejr i Giro d’Italia.
Tour de France-start i Storbritannien
I 2027 har Storbritannien igen fået den meget eftertragtede start på Tour de France, som Danmark havde tilbage i 2022.
1. etape går fra Edinburgh i Skotland til Carlisle i England.
2. etape strækker sig fra Keswick til Liverpool.
3. etape bevæger sig ind i Wales med start i Welshpool og afslutning i Cardiff. Herefter sendes rytterne ind på fransk grund.
Kæmpe begivenhed
Tour de France er en af de mest sete sportsbegivenheder, og i 2027 vil det fortsat være gratis at se det store cykelløb i Liverpools gader.
Ifølge Tour de Frances officielle hjemmeside bliver det den største sportsbegivenhed nogensinde i Storbritannien, hvor der er gratis adgang for tilskuere.
Den 30. juni 2027 vil der være holdpræsentation i Edinburgh. I år starter Tour de France i Barcelona, som bliver det sydligste punkt, hvor løbet nogensinde er startet.



















