Liverpool scoutede 18-årig svensker: Rekordtransfer på vej?
Liverpool kan være medvirkende til, at svensk klub lander en rekordtransfer.
Nogle af verdens største klubber holder øje med BK Häckens Momodou Sonko.
Det svenske medie Expressen skriver, at talentspejdere fra Liverpool var udsendt til torsdagens opgør mellem BK Häcken og Qarabag FK.
Også FC Barcelona og RB Leipzig meldes interesseret.
De nævnte klubber er seriøse i deres interesse i den 18-årige svensker. Leipzig var eksempelvis på plads, da Häcken i sidste uge spillede træningskamp mod HJK Helsinki i Finland.
Det nævnes også, at Liverpool tidligere har været på plads på Häckens hjemmebane, Bravida Arena, i Göteborg. Ja, faktisk er interessen så seriøs, at der også bliver holdt øje med Sonko under træningssessionerne.
Det vides endnu ikke, om det bliver til en transfer i januar.
Men når Sonko skifter, vil han sandsynligvis blive et rekordsalg for Häcken. Expressen nævner et konkret beløb på mellem 90 og 100 millioner svenske kroner, svarende til mellem 60 og 67 millioner kroner.
Klubbens hidtidige rekordsalg skete, da Bénie Traore i sommer skiftede til Premier League-oprykkerne fra Sheffield United for godt 33 millioner kroner.
Momodou Sonko skiftede til BK Häcken fra Västra Frölunda IF i 2020.
I Allsvenskan, der følger kalenderåret og derfor for nylig sluttede, blev det til syv mål og fire oplæg for 18-årige Sonko.
Derudover forlyder det, at Liverpool følger en ung Bundesliga-stopper tæt. Læs mere her.