Liverpool-profil: Fansene jublede nok ikke over købet af mig
Det trak ikke de helt store overskrifter, da Liverpool sikrede sig Andy Robertson fra Hull tilbage i 2017.
Liverpool hentede den skotske back for £7 millioner, og der gik et stykke tid, før han fik en fast plads på holdet.
Men Jürgen Klopp viste ham stor tillid, og i dag anses han for at være en af de bedste i verden på sin position.
– Klopp så et eller andet i mig. At jeg kunne udvikle mig til en god spiller, og det sætter jeg rigtig stor pris på, siger Robertson til klubbens hjemmeside.
– Jeg kom fra en nedrykker, hvilket ikke fik Liverpool-fans til at juble helt vildt, da Salah og Chamberlain blev købt på samme tidspunkt.
– Det tog tid, og de første 3-4 måneder var hårde, men mit forhold med Klopp er det samme nu, som det var, da jeg kom til klubben, lyder det fra Robertson.