Liverpool-legende står foran konkurs: Har solgt sin Champions League-medalje
Den tidligere Liverpool-forsvarer Steve Finnan er tæt på at blive erklæret personligt konkurs efter en lang og opslidende juridisk kamp mod sin bror om en fejlslagen ejendomsinvestering.
Finnan, der i dag er 49 år, spillede over 600 kampe i sin karriere og var en del af det ikoniske Liverpool-hold, der vandt Champions League i 2005. Men siden triumfen i Istanbul har livet taget en dramatisk drejning.
En bitter familietvist til 34 millioner kr.
Tilbage i 2016 sagsøgte Finnan sin bror, Sean, efter mistanke om dårlig håndtering af en fælles ejendomsforretning. Sagen endte i 2018 med et forlig på 34 millioner kroner – et beløb, Finnan dog aldrig har modtaget.
Manglende betaling har udløst en langstrakt strid mellem brødrene, og nu risikerer den tidligere landsholdsspiller at blive erklæret konkurs ved retten i London. Ifølge The Independent har han heller ikke betalt sine advokatomkostninger, hvilket kun har gjort situationen værre.
Har solgt sine personlige værdier – inklusive CL-medaljen
For at dække de voksende udgifter har Finnan været tvunget til at sælge nogle af sine mest værdifulde ejendele.
Blandt dem hans guldmedalje fra Champions League-finalen i 2005, som blev solgt for godt 100.000 kroner.
Hans forsøg på at anke konkursen er foreløbigt blevet afvist.
Fra Welling United til Champions League-historie
Finnan begyndte sin karriere hos Welling United, før turen gik til Birmingham og Notts County.
I 1998 skiftede han til Fulham, hvor han var med til at sikre to oprykninger, inden Liverpool hentede ham i 2003. Her blev han en nøglespiller frem til 2008.
Efter korte ophold i Espanyol og Portsmouth trak han sig tilbage i 2010 – uden at ane, at hans liv efter fodbolden snart ville blive præget af økonomisk kaos.
Samtidig er det kommet frem, at Premier League-dommer er blevet udelukket fra at dømme én klub. Læs mere her.


















