Liverpool-legende: Hvorfor lejer vi ikke Diego Costa?
Diego Costa er en færdig mand i Chelsea, men angriberen har endnu ikke fundet sig en ny klub, og The Blues hænger derfor stadig på den brasilianskefødte angriber.
Det er ingen hemmelighed, at han selv ønsker et skifte til Atlético Madrid, men spaniernes transferkarantæne gør, at det ikke er en mulighed før til januar. Ifølge Liverpool-legenden Phil Thompson bør The Reds være hurtige og sikre sig angriberen det næste halve år, selvom han ikke har et særlig godt ry i England.
– Jeg tør næsten ikke sige det, men hvad hvis han skifter til Atlético, og bliver udlejet til Liverpool? Det ville da være en drøm at have ham de næste seks måneder, ikke?
– For 3-4 år siden var vi klar med £25 mio. for ham, men handlen gik aldrig i gennem. Vi kunne have haft et angreb med Suárez og Costa. Det ville have skræmt ethvert hold.
Costa har de seneste sæsoner været en hadet mand blandt samtlige engelske fans, bortset fra Chelseas, men han giver ens hold noget helt specielt, mener Thompson:
– Man elsker disse spillere. Alle andre fans buher af dem, men som Chelsea-fan ved man, hvor meget Costa vil kæmpe for holdet. Derudover har han en god boldkontrol og teknik. Uanset om man spillede mod Manchester City eller Hull, så vidste man, hvad man fik med Costa.