Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool-legende forstår ikke Origi-forlængelse: Han sænker holdets niveau

Af Kalle Thue Gregersen
11.07.2019 Kl. 14:08
Liverpool-legenden Steve Nicol forstår ikke, at Liverpool har valgt at udstyre Divock Origi med en ny, lang kontrakt.

Divock Origi kom til Liverpool som 19-årig fra franske Lille, men den belgiske angriber har aldrig formået at bide sig fast i startopstillingen på Anfield. 

Sidste sommer blev den nu 24-årige Liverpool-spiller meldt på vej væk, men han valgte at blive i klubben, og det er Liverpool-fansene nok godt tilfredse med. 

Den belgiske landsholdsspiller scorede i sidste sæson flere vigtige mål i både Premier League og Champions League, hvor han kom ind fra bænken, og det har Liverpool nu valgt at belønne ved at give ham en ny, lang kontrakt. 

Den beslutning forstår Steve Nicol dog ikke. 

– Hvis jeg blev spurgt om, hvorvidt vi skulle forlænge med ham eller ej, ville jeg sige nej. Origi er 24 år nu, og han var 19 år, da han kom, og jeg synes ikke, han er bedre nu, end han var dengang. Han spiller simpelthen ikke nok, sagde Nicol til ESPN

– Ja, han er kommet ind og har scoret nogle vigtige mål, men han er ikke god nok. Han spiller ikke på et højt nok niveau. Hvis Klopp vil hvile Firmino, og han sætter Origi ind, falder holdets niveau gevaldigt, og det er mit problem. 

– Det er bekymrende for mig, at en 24-årig, som ikke får meget spilletid, er tilfreds med at sidde på bænken. Fortæller du mig, at et godt hold ikke vil hente denne fyr? Vi snakker om Liverpool, som er blandt de allerbedste og er europæiske mestre, og de skal have en spiller på det niveau. 

– En Bundesliga- eller Serie A-klub ville sikkert gerne hente ham og hjælpe ham videre. Det er bare bekymrende, at en 24-årig er tilfreds med at sidde på bænken. 

Origi har spillet 98 kampe for Liverpool og scoret 28 mål. 

Annonce