Liverpool laver særlig Jota-gestus
Spillere og stab hos Liverpool har i samlet flok lavet en flot gestus over for den afdøde Diogo Jota denne fredag ved Anfield.
På sin hjemmeside oplyser den engelske mesterklub, at både spillerne og staben har været samlet ved Anfield i dag.
Her mindedes de Diogo Jota og André Silva, som omkom i en trafikulykke for otte dage siden.
Ude foran Anfield er der blevet samlet tusindvis af blomster og hilsener til Diogo Jota, og det var her, at spillere og stab troppede op tidligere i dag.
De havde fået selskab af Diogo Jotas kone og flere familiemedlemmer.
Lørdag i sidste uge blev de to brødre begravet i den portugisiske by Gondomar, hvor en række spillere fra The Reds også deltog sammen med blandt andre cheftræner Arne Slot.


Sidenhen har klubben begyndt forberedelserne til den kommende sæson efter sommerferien, og der bliver altså uden Diogo Jota på holdkortet fremover.
Årsagen til dødsulykken bliver stadig efterforsket af det spanske politi, som indtil videre arbejder ud fra en teori om, at bilens ene dæk punkterede i forbindelse med en overhaling i for høj fart.


















