Liverpool-ikon: van Dijk kan ikke løse forsvarsproblemet
Liverpools defensiv har fået stor kritik de seneste år, og Jürgen Klopp har ligeledes fået kritik for ikke at forstærke holdet på denne del af banen.
Tyskeren forsøgte dog, uden held, at hente Southamptons Virgil van Dijk, men Phil Thompson mener ikke, at hollænderen kan løse klubbens defensive problemer.
– Han har hentet spillere til defensive positioner, men det er gode spillere og ikke fantastiske spillere, som man ville sige kan gå ind på ethvert top 5-hold, siger Thompson ifølge Daily Star og uddyber:
– Det fortæller meget godt, hvor vi er med vores defensiv lige nu, så det kommer til at fortsætte, indtil han kan finde problemet. Jeg mener ikke, at købet af Virgil van Dijk alene kan løse problemerne. Han ville forstærke vores forsvar, men han er ikke den vokale leder, som kan løse det.
– Jeg vil gerne se en mere fysisk og ledende figur på holdet.
Liverpool ligger nummer syv i Premier League med 12 point efter syv kampe.