Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Liverpool er interesseret i Chelsea-stjerne

Af Morten Bruun Jørgensen
17.11.2022 Kl. 11:18
Liverpool viser nu interesse for en af Chelseas største stjerner, skriver The Guardian.

Mason Mount har allerede afvist et kontraktudspil fra Chelsea, og englænderen vil vente med yderligere forhandlinger til efter VM-slutrunden, og det har fået andre klubber til at spærre øjnene op.

For det forlyder nu, at både Liverpool og Juventus holder øje med den situation, som Mount befinder sig i hos Chelsea, hvor han har kontrakt frem til sommeren 2024.

I dag kan The Guardian nemlig rapportere, at Liverpool og den italienske storklub er interesserede i Mount, som har etableret sig som en profil i Premier League og en af de bedste spillere i Chelsea de seneste par sæsoner.

Hvorvidt det overhovedet kan lykkes for Liverpool eller Juventus at lokke Mount væk fra Chelsea, hvor han har været hele sin karriere med undtagelse af et par udlejninger, er dog langt fra sikkert.

For ledelsen i Chelsea har allerede vist sine intentioner ved at tilbyde ham en syvårig kontrakt, og der er ingen tvivl om, at Todd Boehly og Co. meget nødig vil ud i en situation a la den, som klubben gennemgik i sommer, hvor både Andreas Christensen og Antonio Rüdiger smuttede på en fri transfer.

Ikke desto mindre er det ganske interessant, at Liverpool har meldt sig på banen. Jürgen Klopps mandskab er nemlig på jagt efter forstærkninger til den centrale midtbane.

Annonce