Lingard åbner op om svære tider: Jeg var klar droppe fodbold
Jesse Lingard er som genfødt for West Ham, og du kunne sagtens argumentere for, at han har været ligaens bedste spiller, siden han fik sin debut for The Hammers efter januartransfervinduet.
Den enorme optur i form kan dreje sig om flere ting, men en af hovedårsagerne er, at han nu igen kan fokusere på at spille fodbold i stedet for al "støjen" omkring ham. Det fortæller Lingard i et interview med Youtube-talkshowet Presenting.
– Jeg kunne nemt være stoppet med at spille fodbold under lockdown. Jeg var klar til at tage en time-out, for jeg gik ind til kampe med en indstilling om, at det var okay at sidde på bænken, og det er altså ikke mig at have det sådan, siger Lingard til Presenting.
– Men mit sind var der ikke. Jeg var ikke fokuseret. Jeg tænkte på andre ting, og så gik det galt på banen, fordi man var anspændt, stresset. Jeg følte ikke, at jeg var mig selv. Jeg følte ikke, at jeg var Jesse Lingard. Kampene passerede også bare forbi mig, som om jeg ikke ønskede at være der.
Den udlejede United-profil føler dog, at han har rundet et hjørne under coronakrisen, og at han nu kan se optagelserne af sig selv spille fodbold og genkende den Lingard, der var en profil for Manchester United og det engelske landshold til VM i 2018.