Lineker: 'Den næste Barcelona eller Real Madrid' bliver en engelsk klub
De spanske klubber har i de seneste år domineret i de europæiske turneringer.
I Champions League-sammenhæng er det en spansk klub, der har vundet de seneste tre gange, og det samme er gældende i Europa League-sammenhæng, hvor Sevilla er tredobbelte mestre.
Det kommer dog til at ændre sig, hvis man spørger den tidligere Tottenham-angriber og nuværende vært hos BBC, Gary Lineker.
– I øjeblikket er de spanske klubber dominerende. Engelsk fodbold har haft deres tider, og det samme gælder for italiensk og tysk fodbold. Jeg tror dog, at de engelske klubber kommer til at få mere indflydelse i Europa. De har været igennem en hård periode, fordi klubberne ikke har haft superstjernerne, som er skiftet til Real Madrid eller Barcelona, siger Lineker til Daily Mail.
– Nu ser vi, at de bedste trænere tage til Premier League, og det vil også medføre, at de bedste spillere kommer til. Der er rigtig mange penge i Premier League, og det er kun spørgsmål om tid. Hvis man ser på spillere som Messi og Ronaldo, så er det for sent for dem.
– Jeg er dog overbevist om, at de næste stjernespillere skifter til Premier League, og 'den næste Barcelona eller Real Madrid' bliver en engelsk klub, slutter han.