Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lindegaard taler ud: United under Moyes var som at lade en Iphone med en Nokia-oplader

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
10.06.2019 Kl. 07:25
Anders Lindegaard taler i et længere interview med London Evening Standard ud om sin tid i Manchester United.

Anders Lindegaard nåede at opleve både Manchester Uniteds storhed og fald,  inden han i 2015 forlod klubben til fordel for West Bromwich Albion.

Storhedstiden var som bekendt under Sir Alex Ferguson, der gik på pension i 2013 efter klubbens sidste mesterskab til dato.  David Moyes overtog dengang trænersædet efter den afgående legende, og han ville aldrig komme til at leve op til sin forgænger,  fortæller Anders Lindegaard nu i et interview med London Evening Standard.

Selv undskyldte Moyes sin fiasko med, at han arvede et aldrende hold, men den køber den danske keeper ikke helt –  selvom han intet ondt har at sige om Moyes.

– Truppen følte ikke som én, der var aldrende. Det føltes mere som om, at vi ikke kunne vende os til livet uden Sir Alex,  siger Lindegaard.

– Det var som om, man forsøgte at lade en Iphone med en Nokia-oplader.   Det hele løb bare tør for energi hurtigt.

Det er nemt at pege fingre af David Moyes,  men mændene, der kom efter ham –  Van Gaal, Mourinho og tildels også Ole Gunnar Solskjær –  har heller ikke haft held med at emulere samme standard, som De Røde Djævle havde under Sir Alex Ferguson.

– Hvem skulle nogensinde kunne løfte klubben efter Sir Alex?  Det er nemt at skyde skylden på Moyes og andre ledende skikkelser i klubben, men jeg nægter at pege fingre af nogen,  fortæller danskeren.

– Hver gang der har været dårlige resultater,  er der nogen, der foreslår, at man skal have ny træner og skille sig af med halvdelen af holdet og erstatte dem med nye.  Det kan heller ikke være nemt at arbejde under de vilkår.

– Jeg vil hellere kalde mig selv og alle andre, der har arbejdet med United,  for synderne. Både på et professionelt og følelsesmæssigt niveau.  Vi er alle skyldige.

– Ingen kunne acceptere, at vores elskede United skulle ændre sig. Vi troede bare, at vi kunne fortsætte med at gøre det, vi hele tiden havde gjort, og så skulle vi nok vinde.  Det var en illusion.

Anders Lindegaard tilbragte sidste sæson for Burnley,  men forlader klubben som free agent denne sommer.

 

Annonce