Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Ligeglad med nye signings: McTominay vil være fast mand

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
22.07.2019 Kl. 09:32
Den unge skotte har tiltro til, at han kan blive fast starter for Manchester United, uanset hvem klubben måtte købe i dette transfervindue.

Bruno Fernandes og Sean Longstaff rygtes stærkt til Manchester United, så selvom Ander Herrera har forladt Old Trafford denne sommer, ser Scott McTominay ud til at få hård konkurrence om startpladserne på midtbanen.

Det er dog ikke noget, han lader sig påvirke synderligt af.

– Uanset hvem der bliver hentet, bliver man nødt til at tro på, at man kan klare den som Manchester United-spiller, siger McTominay til Sky Sports.

– Det har jeg gjort de seneste to sæsoner, og jeg har trænet hårdt og forsøgt at gøre dét ekstra, som kan forbedre mig bare en enkelt procent eller to.

Sidste sæson spillede den unge midtbanespiller 22 kampe for The Red Devils, men i år håber han på at kunne øge sæsontotalen.

– Jeg er klar til at være fast starter. Det var mit mål for to år siden, sidste år, det har faktisk altid været mit mål, siger skotten.

Han er under José Mourinho blevet brugt i midterforsvaret og er af mange anset som en mere defensiv midtbanespiller, men selv håber han på at kunne overtage den rolle, som Ander Herrera har efterladt ledig på midtbanen.

– Jeg vil være en boks til boks-spiller, og det er virkelig vigtigt, at jeg gør alt for at få den rolle nu. Muligheden er der, og jeg skal tage den med begge hænder, siger McTominay.

 

Annonce