Lige nu: Premier League misser ekstra CL-plads
Til denne sæson er der lavet nye regler omkring kvalifikation til Champions League, og det kan potentielt være meget givtigt for Premier League.
Pludselig er der nemlig muligheden for at få fem klubber med i Europas fineste klubturnering, og det burde der faktisk være rigtig gode muligheder for.
Men indtil videre ser det ikke alt for godt ud for de engelske klubbers håb om en ekstra plads.
Der tildeles en ekstra Champions League-plads til de to lande, der samler flest koefficientpoint sammen i løbet af denne sæson.
Set over de seneste fem sæsoner topper England den liste ganske klart, men i denne sæson, hvor der er ekstra meget på spil, ser det derimod knap så godt ud lige nu.
For både Tyskland, Spanien og Italien har samlet flere point end England, der ellers inden sæsonens begyndelse havde favoritterne til at vinde alle tre europæiske turneringer.
England er kun nummer fire i regnskabet på nuværende tidspunkt og vil altså derfor ikke få en ekstra Champions League-plads næste sæson, og det er blandt andre takket være Manchester United og Newcastle. Begge klubber har kun fået én sejr i gruppespillet indtil videre.
Til gengæld har Manchester City gjort rent bord, mens Arsenal har fire ud af fem sejre. Det samme har West Ham og Liverpool i Europa League, hvor Brighton er noteret for tre sejre og en uafgjort. Endelig har Aston Villa også fire sejre i Conference League.
For Premier Leagues håb om en ekstra plads i Champions League næste år vil det derfor være at foretrække, hvis både Manchester United og Newcastle kan spille sig videre i denne uge.
Alle øvrige engelske hold har allerede sikret sig videre avancement og dermed mulighed for at samle point sammen i foråret 2024.
Til næste sæson vil der som bekendt også blive lavet om på strukturen i Champions League, der udvides fra 32 til 36 klubber og går over til at benytte sig af en ligastruktur frem for et decideret gruppespil, som vi kender det nu.
Herunder kan du se landekoefficienten, som den ser ud indtil videre i denne sæson:
| Tyskland: 11,500 | |
| Spanien: 11,187 | |
| Italien: 10,714 | |
| England: 10,625 | |
| Belgien: 9,400 | |
| Tyrkiet: 9,000 | |
| Frankrig: 8,250 | |
| Tjekkiet: 8,250 | |
| Holland: 8,000 | |
| Danmark: 6,750 |