Leicester vil udbygge og opgradere King Power Stadium
En tilskuerkapacitet på 32.243 er ikke nok for Leicester, som vil have udbygget sit stadion.
I de seneste år har vi været vidner til, at Liverpool har ombygget dele af Anfield, mens West Ham har fået et nyt stadion. Samtidig arbejder Tottenham i øjeblikket hårdt på at få et nyt stadion på plads til næste sæson. Derudover planlægger Chelsea også et få bygget et nyt stadion.
De er dog ikke kun de eneste Premier League-klubber, som vil have mere moderne faciliteter og flere tilskuerpladser.
Leicester annoncerede tirsdag, at klubben planlægger at udbygge King Power Stadium, så stadionet i fremtiden kan huse mere end de nuværende 32.243 tilskuere.
– Vi er nu i en position, hvor vi kan indlede en mere grundig høring om udviklingen af King Power Stadium. Planen er at udbygge kapaciteten og opgradere faciliteterne på stadionet. Vi vil også investere i det omkringliggende område for at skabe et spændende sted for byen Leicester.
– Vi er stadig i et tidligt stadie, men det er spændende nyt, som jeg ville dele med vores fans i anledningen af min fars fødselsdag, fortæller Aiyawatt Srivaddhanaprabha til Leicesters hjemmeside.
Han er vice-bestyrelsesformand i klubben, hvor Vichai Srivaddhanaprabha sidder på magten. Den thailandske forretningsmand er fyldt 60 år, og i samme anledning uddelte klubben i weekenden 60 sæsonkort til nuværende sæsonkortholdere.