Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Leicester-stjerne om svær periode: "Rart at få noget frisk luft"

Af Emil Plovgaard
20.09.2022 Kl. 10:57
Det er en tiltrængt pause, der venter Leicester.

Det er ikke gået Leicesters vej hidtil i denne sæson. The Foxes er placeret som nummer sjok i Premier League, og der spekuleres sågar i en trænerfyring af Brendan Rodgers, blot 16 måneder efter, at han førte klubben frem til FA Cup-titlen.

En af holdets største stjerner, Youri Tielemans, blev konstant rygtet til andre klubber i sommerens transfervindue, men han blev på King Power Stadium, og dermed har han fået den dårlige periode med.

Han er glad for, at Leicester nu får en tiltrængt pause fra Premier League i form af landsholdspausen.

– Det er rart at få noget frisk luft her (med Belgium, red.), for det er hårdt hos Leicester lige nu, siger Tielemans ifølge The Athletic.

– Det er tydeligt at se, at tingene ikke kører godt for klubben. Vi gør alt, hvad vi kan som hold.

– Hos Leicester har de mange nederlag i træk påvirket os som gruppe. Vi bliver nødt til at udnytte denne chance for at lade vores batterier op.

– Det er svært at få det ud af hovedet, for tankestrømmen florerer hele tiden i mit hoved. Kun mine børn forhindrer mig sommetider i at tænke på det, siger belgieren.

Tielemans har kontrakt med Leicester frem til næste sommer, og han kan derfor forhandle med interesserede klubber til januar for at lave en forhåndsaftale.

Leicester har endnu ikke smagt sejrens sødme i løbet af de første syv kampe, hvor det er blevet til en uafgjort og seks nederlag. Senest tabte Rodgers' tropper med 2-6 til Tottenham.

Tielemans og Belgien skal i løbet af denne uge spille mod Wales og Holland.

Annonce