Legendarisk målmand hylder Joe Hart
Den legendariske, engelske målmand, Peter Shilton, mener, at Joe Hart skal vogte buret, når England indleder VM mod Italien. Shilton glæder sig dog over, at konkurrencen på pladsen er stor.
Shilton, som spillede 125 landskampe for England og var med ved tre verdensmesterskaber og to europamesterskaber, mener, at Joe Hart skal være at finde mellem stængerne, når England tørner sammen med Italien den 14. juni, selvom et større formdyk ramte Hart tidligere på sæsonen.
– Joe er vores mest erfarne målmand. Jeg var ret overrasket over at se ham have en så dårlig periode (tidligere på sæsonen red.) og lave så mange fejl, men han ser ud til at være kommet sig over det, fortæller Shilton til Sky Sports News Radio og tilføjer:
– Der er stadigvæk et stykke tid fra nu og til VM, men forhåbentligt begynder han ikke at lave tåbelige fejl igen. Men jeg mener, at han skal være vores førstevalg, hvis han fastholder den gode form.
Landskampsrekordholderen glæder sig dog over, at man har så mange gode målmænd, som kan tager over, hvis Joe Hart fejler.
– Men det er rart også at have Ben Foster med i billedet, fordi han teknisk er en solid keeper. Roy Hodgson kender ham også godt (fra deres tid i West Brom). Jeg synes, han har gjort det godt i de landskampe, jeg har set ham spille, og han kommer til at lægge pres på Joe – hvilket han havde brug for tidligere.
– Også har vi selvfølgelig også Fraser Forster, som har haft en god sæson i Celtic og (John red.) Ruddy fra Norwich. Så det bliver interessant, og jeg synes, det er fantastisk at have stor konkurrence om pladsen.
England møder i aften Danmark på Wembley, og Joe Hart forventes at starte kampen mellem stængerne.