Leeds: Ingen henvendelser om Byram
Sam Byram, der spiller på Englands U20-landshold, regnes for et af de største talenter udenfor Englands bedste række. Klubber som Liverpool har tidligere været sat i forbindelse med ham, men denne sommer har det forlydt, at Everton er meget interesseret.
Nu fastslår Leeds' cheftræner Uwe Rosler, at der ikke har været nogen henvendeler omkring stortalentet.
– Jeg ved ikke, hvem der laver de her historier. Det er muligt, at der er interesse, men jeg ved ikke, hvor de rygter kommer fra lige nu, siger Rosler til Sky Sports og fastslår:
– Der er ikke nogen, der har talt med os. Jeg er ikke klar over, hvor de her rygter kommer fra.
Den offensive back Byram har været fantastisk for Leeds United de seneste år, hvor han fik debut tilbage i 2012. Den 21-årige englænder har allerede spillet mere end 100 førsteholdskampe for traditionsklubben.