Ledigt sæde: Roy Keane bringes i spil til manager-job
Det irske fodboldforbund valgte ikke at forlænge kontrakten med Stephen Kenny.
Da beslutningen blev truffet i november, var det ventet, der ville komme styr på situationen inden for kort tid.
Men trænersædet hos Irland er fortsat ledigt.
Irerne skal ikke med til EM-slutrunden i Tyskland til sommer, og der er tilsyneladende ikke den store interesse i at blive ansat som landstræner for øboerne.
Keane har ikke været i en managerrolle, siden han i januar 2011 blev fyret i Ipswich.
Han har dog siden været assistenttræner hos Irland, Aston Villa og senest Nottingham Forest.
Den tidligere Premier League-manager Paul Lambert mener, at Keane bør tilbydes det ledige trænersæde hos Irland.
– Det er logik for burhøns ifølge mig. At han vender tilbage til trænergerningen som landstræner for Irland. Han ville være meget populær blandt de irske tilhængere. Han har også en tilknytning til Celtic.
– Hvis du spørger mig, om han kunne få succes i jobbet, så ville jeg sige, at han kunne lykkes, selv hvis han stod på hænder. Intet problemer. Men vil han selv vende tilbage til trænerverdenen? Det ved jeg ikke. Måske kan han bedre lide ekspertrollen nu.
– Lad mig sige det på denne måde; ville det overraske mig, hvis han fik Irland-jobbet? Nej, det ville det ikke, for han er som skabt til trænergerningen. Han er en fed fyr, som ved, hvad det handler om, når det kommer til fodbold, så jeg ville ikke være overrasket, nej, siger Lambert ifølge Ladbrokes.
Keanes seneste ophold som assistenttræner for Irland gik ikke helt efter planen trods stor succes ved EM-slutrunden i Frankrig i 2016. Han kom ikke godt ud af det med landstræner Martin O’Neill, og de to var involveret i flere skænderier med hinanden.
Roy Keane havde som landsholdsspiller for Irland også sine problemer. I 2002 rejste han hjem fra VM i Sydkorea og Japan efter et skænderi med den daværende landstræner Mick McCarthy.
Roy Keane har for nylig været ude med stor kritik af Rasmus Højlund. Læs mere her.