Annonce
Annonce

Le God: Den lokale afgud fra Kanaløerne

14.10.2026 Kl. 10:13
Matt Le Tissier må regnes for en af engelsk fodbolds fineste one-club men.

Saints’ tekniske vidunder

58 år i dag.

Guernsey er en underlig størrelse i det britiske statssamfund. Øen, der ligger i Kanalen – meget nærmere Frankrig end England – er ikke en del af Storbritannien og ej heller af de britiske oversøiske besiddelser. Skattelyet hvor folk taler en normannisk dialekt; guernesisk, er delvist selvstyrende, men dog en del af det britiske monarki. 

Er der så kommet noget af sportslig værdi for engelsk fodbold i Sportslørdag-epoken ud af det lille ø-samfund? Svaret er et rungende ”ja”. Intet mindre end en lokal afgud, Le God, Southamptonstjernen Matthew Paul Le Tissier.

Endnu som 16-årig rendte den lidt ranglede, men teknisk sublime offensivspiller rundt på sin hjem-ø og spillede amatørfodbold. Men så kom der gang i karrieren. I 1985 blev han en del af Southampton FC’s akademi, og året efter fik han professionel kontrakt og debut for førsteholdet. Et hattrick mod Leicester City fik folk til at spærre øjnene op, og som 18-årig blev Le Tissier en fast bestanddel af Chris Nicholls ”Saints”.

Superb sparketeknik

I sæsonen 1989-90 scorede Le Tissier 20 mål, især i kraft af sin forbløffende skudstyrke og evnen til at håndtere dødboldsituationer på en – for modstanderne – særdeles farlig facon. Året efter nettede teknikeren 20 gange i ligaen. Præstationer der blev fulgt op af 15 mål i 1992-93, 25 i 93-94 og 20 i 94-95. I den sidstnævnte sæson lavede Matt Årets Mål i engelsk fodbold med et af sine vidunderlige langskud.

Chelsea tilbød et rekordbeløb for hans kontraktunderskrift, men Southampton nægtede at give slip på deres ”halvgud”.

Hvis man ser bort fra en kortvarig tilværelse som halvvejs fodboldpensionist i semiprofessionelle Eastleigh, da karriereflaget til sidst gik på halv stang i starten af 0’erne, så må Matt Le Tissier regnes for en af engelsk fodbolds fineste one-club men. Det blev til 540 optrædener for Southampton og ikke færre end 209 scoringer. Han vandt ingen titler. Altså bortset fra den optjente ikonstatus på The Dell og senere St. Mary’s.

Støvlerne røg på hylden i 2002, efter at Matt ikke længere kunne holde sin plads på Southamptons hold.

På det engelske landshold var der ikke rigtig plads til en spiller med Matt Le Tissiers specielle kompetencer. Det blev kun til 8 A-landskampe og 6 for det engelske B-landshold.

Kontroversiel personlighed

I tiden efter den aktive karriere har Matt Le Tissier arbejdet som bl.a. agent og medieekspert, men han har været en magnet for kontroversielle sager. For eksempel har han udtalt sig meget kritisk og konspiratorisk imod covid-vaccinationer, og han har spekuleret i at krigsforbrydelser angiveligt begået af russiske styrker i Ukraine, er opfundet af medierne.

Som konsekvens har Southampton FC i år frataget Le Tissier hans position som klubambassadør. Han blev dog ”genindsat” som uofficiel rådgiver for klubbestyrelsen i april 2026. Gammel kærlighed ruster ikke.

Le Tissier fik også en sag på halsen efter at have promoveret en række helseprodukter på en fordækt måde.

Han er pt. direktør i 7. divisionsklubben Sholing FC.

Læs om Southamptons store klubhelt, Terrry Paine: 816 kampe for samme klub: Legenden med den uopnåelige rekord og VM-guldet

Annonce