Laudrup træt af pointtab
Trods overvægt i spil og chancer måtte Michael Laudrups Swansea rejse tilbage til Wales med blot et enkelt point i bagagen efter dagens kamp mod Aston Villa, og dette var til stor frustration for den danske manager.
Swansea har haft store problemer med at vinde kampe på det seneste, og i dagens opgør på Villa Park mod formsvage Aston Villa, havde man chancen for at vende den uheldige sejrsløse stime.
Og Swansea var med distance det bedste hold på banen, men måtte alligevel nøjedes med et enkelt point, til stor frustration for Michael Laudrup, efter slutresultatet 1-1.
– Normalt er et point altid godt, men i dag, føler jeg det var for lidt, forklarede danskeren til Sky Sports efter kampen.
– Specielt efter første halvleg føler jeg, at vi skulle have vundet kampen. Vi havde chancerne til det.
– På trods af at vi gav et tidligt mål væk kom vi tilbage, udlignende, og havde tre eller fire chancer mere. I anden halvleg havde vi bare bolden mest, men skabte ikke så mange chancer, måske kun et par stykker.
– Jeg synes dog stadig, over 90 minutter, at vi skulle have vundet kampen, fortalte en frustreret Laudrup.
Swansea, der blot har fem point til nedrykningsstregen, står overfor en svær opgave nytårsdag, når ligaduksene fra Manchester City gæster Liberty Stadium.