Laudrup revser kampprogram
– Det her er det eneste sted, hvor du spiller to kampe indenfor 48 timer. Sådan lyder det fra Michael Laudrup, som ikke forstår det engelske kampprogram.
Hvis Swansea spiller uafgjort imod Everton den 15. februar, kan Michael Laudrup og co. se frem til fem kampe på 10 dage – blandt andet en tur til Napoli i Europa League.
Det bekymrer den danske manager, som har svært ved at se, hvordan kampprogrammet hjælper de engelske hold. Swansea møder i aften Fulham, som spillede i søndags. Fulham-manager Rene Meulensteen sparede flere spillere, og det forstår Laudrup godt.
– Jeg så Meulensteens kommentarer. Hvis de har en kamp tirsdag, hvorfor skulle de så spille søndag? Den her kamp imod os skulle være på onsdag. Det her er det eneste sted, hvor du spiller to kampe på 48 timer. Andre steder har du mindst 72 timer, lyder det fra Laudrup, som bekymrer sig for sit eget hold, når Europa League åbner igen.
– Vi ønsker alle, at Premier League-hold skal gøre det godt i Europa. Jeg synes ikke det hjælper at spille torsdag, søndag, tirsdag, torsdag, søndag. Jeg er ked af det, men jeg kan ikke se, hvordan det skulle hjælpe.
Swansea møder Napoli 20. og 27. februar.