Laudrup forsvarer West Hams spillestil
West Ham fik masser af kritik fra Jose Mourinho efter klubbens kamp mod Chelsea, som sluttede 0-0. Danske Michael Laudrup forsvarer nu den spillestil, som Big Sam anvendte.
Mourinho beskyldte Big Sam for at benytte sig af “en taktik fra det 19. århundrede,” da West Ham formåede at få et point med fra Stamford Bridge i onsdags. Swanseas danske manager, Michael Laudrup, forsvarer dog nu sin trænerkollega fra The Hammers.
– Enhver kamp er svær, og du må spille på den måde, som du mener er bedst for holdet i hver eneste kamp, siger Laudrup ifølge Sky Sports og fortsætter:
– Det lykkedes for West Ham, for de var meget tapre. Ja, de forsvarede meget i eget straffesparksfelt, men de fik et point mod Chelsea, som ikke har tabt i, jeg ved ikke hvor lang tid, under Mourinho.
– Vi forsøgte med en anden spillestil deroppe, og vi tabte, så man kan sige, at West Ham gjorde det bedre end os. De kunne have tabt kampen, men det gjorde de ikke. Når du får et resultat, har du altid gjort noget rigtigt. Så de gjorde det godt.