Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Lars Jacobsens anekdote: Har du fuldstændig misforstået, hvad vi skal?

Af Morten Bruun Jørgensen
01.10.2020 Kl. 11:42
PLBOLD.dk har taget en snak med Lars Jacobsen, som fortæller en anekdote fra sin tid i Premier League.

Når man er professionel fodboldspiller er det sjældent, at der er mulighed for at tage på druktur midt i sæsonen, men da Lars Jacobsen spillede i Blackburn i 2009/10-sæsonen, var det helt normalt.

Men det var den tidligere danske landsholdsspiller bare ikke klar over.

I et eksklusivt interview med PLBOLD.dk fortæller han således om en episode, hvor han troede, at en tur til Dubai skulle bruges på at træne fodbold. I stedet blev der indtaget alkohol i store mængder.

– Da jeg spillede i Blackburn, var det ikke nogen hemmelighed, at Sam Allardyce godt kunne lide at tage os med på ture. Jeg troppede op, og vi skulle til Dubai. Vi skulle være dernede i syv dage, og vi havde kampfri i to uger. Jeg havde taske, støvler, benskinner og hele lortet med, fortæller Lars Jacobsen.

– Da jeg var ved at hoppe ind i bussen for at komme til lufthavnen, kommer kitmanden over og kigger på mig og siger: ”Hvad fanden laver du?”

– Jeg siger: ”Det er altid god stil at have sine støvler med i hånden, så de ikke bliver væk, hvis kufferten mistes.”

– Så kigger han på mig og siger: ”Har du fuldstændig misforstået, hvad vi skal?”

– Jeg siger så: ”Skal vi ikke på træningslejr?

– Han kigger på mig og ryster på hovedet, hvorefter han laver øltegnet. Bare lad støvlerne blive hjemme, siger han så.

– Så røg vi til Dubai, hvor jeg dog fik brugt mine løbesko et par gange, men det var der ikke andre, der gjorde. Vi havde tre ture i løbet af et år, og når vi kom tilbage, vandt vi altid, griner Lars Jacobsen.

Lars Jacobsen er lige nu ambassadør for #FodboldtrøjeFredag, og i den anledning har vi lavet dette interview med ham, hvor han blandt andet fortæller om en unik Gareth Bale-trøje. 

Annonce