Landstræner-råd: Du skal udlejes, Christensen!
Morten Olsen udtager på tirsdag årets sidste landsholdstrup, der skal spille mod Serbien og Rumænien – og her skal 18-årige Andreas Christensen ikke gøre sig forhåbninger om en udtagelse.
Trods hans debut for førerholdet, Chelsea, er der stadig lang vej til en plads på det danske A-landshold – det gør Morten Olsen klart.
– Vi følger Andreas, men han skal have flere kampe på højeste niveau, før han kommer med på vores hold, siger Morten Olsen til Ekstra Bladet.
På U-21 landsholdet har Jess Thorup brugt den unge dansker på den defensive midtbane, hvor Morten Olsen mener, at han bliver udfordret mere, end når han spiller i det centrale forsvar.
– Det er en endnu sværere plads at spille, men det er vigtigt for ham at få den erfaring, fastslår den 65-årige landstræner.
Morten Olsen ser det smartest for unge Christensen at tage på et lejeophold i en mindre klub for at få mere spilletid og erfaring.
– Chelsea har ikke tid til at vente på, at talenterne slår til. De skal vinde alle kampene. Men det tyder på, at Andreas (Christensen, red.) er klar til at blive matchet på et højere niveau end Chelsea U-21-hold. Derfor kan det godt være, at han skal tænke på et lejeophold, før han kan få et gennembrud i Chelsea. Det er ihvertfald klogt at tænke på, han skal matches på så højt niveau som muligt, siger Morten Olsen til slut.