Landstræner bekræfter: Liverpool kan stå uden Salah til sæsonstarten
Mohamed Salah er fortsat udtaget til den indledende trup, som Egyten planlægger at bruge til sommerens Olympiske Lege i Tokyo, og det kan fortsat få indflydelse på, om Liverpool har sin stjerneangriber med sig til sæsonstarten.
OL finder sted mellem den 23. juli og 8. august, mens Premier League-sæsonen 2021/22 har sin begyndelse den 7. august. Ender Salah med at drage med til Japan, vil han derfor misse pre-season og sæsonåbneren som minimum.
Egyptens U23-træner Shawky Gharib har i hvert fald stadig intentioner om at udtage Salah som en af de tre spillere over 23, som kan deltage.
– Vores foreløbige trup bliver ledt af Mohamed Salah og Mohamed El-Shennawi sammen med endnu en målmand. Salah er blandt de vigtigste spillere i verden, så det er helt normalt, at vi gerne vil udtage ham til den olympiske trup, siger Gharib ifølge Daily Star.
– Vi starter officielle snakke med Liverpool efter landsholdspausen i marts.
Gharib og det egyptiske fodboldforbund har hele tiden lagt op til, at de ikke vil gøre brug af Salah, uden at Liverpool giver grønt lys først. Om The Reds er klar til det, er der endnu ingen meldinger om.