Lampard: Ville elske at vende tilbage til Chelsea
I øjeblikket står den 38-årige Frank Lampard uden arbejdsgiver, efter hans kontrakt med New York City udløb i sidste måned. Den tidligere Chelsea-spiller nåede to meget succesfulde sæsoner i MLS, efter han sagde farvel til engelsk fodbold.
I denne uge besøgte Frank Lampard så sin tidligere hjemmebane, Stamford Bridge, og han besøgte desuden Chelseas træningsanlæg. Det satte straks spekulationerne i gang om, hvorvidt han er på vej tilbage til Chelsea – dog ikke som spiller.
Chelsea-legenden sættes i forbindelse med et trænerjob hos sin gamle klub, og det er tiltalende for englænderen, der dog ikke har travlt med at beslutte sig omkring sin fremtid.
– Jeg venter stadig på min femårige kontrakt fra Chelsea. De har ikke ringet endnu. Vi plejede at nå til enighed ret nemt, jokede Lampard over for Sky Sports.
– Mig selv og John (Terry, red.) er Chelsea hele vejen igennem. Uanset hvad, der sker, vil jeg være i Chelsea – det kan måske være gennem mit sæsonkort, men jeg ved det ikke.
– Jeg vil være i rigtig tæt kontakt med dem. Om jeg skal have en rolle er ikke i mine hænder, så jeg kan ikke komme det nærmere. Jeg er afslappet, og hvis det rette tilbud kommet, vil jeg tage det. Jeg ville selvfølgelig elske at komme til Chelsea, men sådan går det ikke altid.