Lampard sammenligner Sané med United-legende
Med 11 mål og ni assists i Premier League har Leroy Sané gang i en fantastisk sæson for Manchester City, som han skiftede til i sommeren 2016.
Dengang måtte The Citizens hoste op med £37 mio., men siden da er tyskeren steget meget i værdi, og £37 mio. virker nu som et vaskeægte scoop.
Det mener i hvert fald den tidligere Chelsea- og Manchester City-spiller, der sammenligner Sané med en af ligaens største spillere gennem tiderne:
– Han er en superstjerne i svøb, og det ligner en fantastisk handel for City med tanke på det nuværende marked, skriver Lampard i sin klumme hos London Evening Standard.
– Den måde han bevæger sig gennem forsvar på, hans bevægelser, hans intelligens og hans fart får mig til at tænke på Ryan Giggs. Men jeg er samtidig også vild med, at han også vælger den nemme løsning en gang imellem.
Manchester City skal i morgen op mod Liverpool i Champions League, og Frank Lampard er overbevist om, at Liverpools højreback kan få det rigtig svært mod Sané:
– Der er så mange faktorer, der spiller ind i det første opgør, men det bliver interessant at se, hvem der skal spille over for Sané.
– I Liverpools seneste to kampe har højrebacken vist svaghedstegn. Det bliver formentlig Alexander-Arnold, der skal spille, selvom Clyne er klar igen.