Lampard nyder offensiv rolle
Frank Lampard har i de seneste sæsoner været lidt op og ned hos Chelsea. Under José Mourinho har Lampard dog fundet formen igen, noget der glæder midtbanespilleren.
Selvom Lampard er 35 år, så har han spillet i samtlige Premier League-kampe for Chelsea i denne sæson. Tre mål er det også blevet til for Chelseas all-time topscorer. Grunden til dette, skal findes i den mere frie og offensiv rolle, som Mourinhos taktik giver til Chelsea-kaptajnen.
-Jeg nyder at komme frem på banen, og jeg sætter pris på, når manageren giver mig lov til det. Jeg spiller, der hvor manageren vil have mig til at spille. Vi har mange offensive kvaliteter på holdet, og manageren skal forsøge at få det bedste ud af alt, siger Lampard til Chelseas egen hjemmeside og uddyber.
– Jeg spiller stort set fast i øjeblikket, og jeg føler mig stærk. Jeg vil vise, at jeg er god nok til at fortsætte med at spille, og det prøver jeg at gøre. Jeg vil ikke bare sidde på bænken og kigge, selvom jeg er oppe i årene.
Lampard har udover det flotte efterår i London, også fået syv kampe for England i VM-kvalifikationen og ligner på alle måder ikke en mand, som er på vej til at sige stop.