Lampard efter Pulisic-"debut": Han er en spiller, som fansene vil kunne lide
Chelsea sikrede sig i januar Christian Pulisic fra Dortmund for £58 millioner, men The Blues lejede amerikaneren ud til Bundesliga-klubben for resten af sæsonen.
Nu er den hurtige kantspiller endeligt på plads i London-klubben, efter han var med USA til CONCACAF Gold Cup.
20-årige Pulisic sluttede sig tidligere på ugen til resten af holdkammeraterne. Fredag fik han uofficiel debut, da Chelsea tabte med 1-0 til det japanske hold, Kawasaki Frontale, og Frank Lampard roser sin nye spiller.
– Han spillede godt. Han har kun været med til træning i et par dage, og jeg har været meget imponeret, sagde englænderen efter kampen ifølge goal.com.
– Han var komfortabel med bolden, og jeg synes, at han blev snydt for et straffespark i slutningen af kampen.
– Han prøver at udfordre modstanderen, og han er en type, som fansene kommer til at kunne lide, men vi skal give ham lidt tid, så han kan tilpasse sig.
Højrekanten nåede 127 kampe for Dortmund, hvor det blev til 19 mål og 26 assists.