Lambert: Vidste det ville blive svært
Aston Villa-manager, Paul Lambert, blev buet fra banen af hjemmefansene på Villa Park efter 1-1 kampen mod Swansea, men det påvirker ikke manageren.
Aston Villa brød i dagens kamp mod Swansea en kedelig stime på fire nederlag i træk, men trods dagens ene point, blev manager Paul Lambert alligevel buet fra stadion med resten af holdet.
Dette irriterer dog ikke Villa-manageren, der er tilfreds med sit holds præstation indtil videre i årets Premier League.
– Vi var på forkant hele tiden mod et godt hold, og det kan vi tage med fra kampen. Vi har haft en kedelig stime, hvor vi har været ramt på selvtilliden, og dette resultatet stopper forhåbentligt den kedelige sekvens.
– Hvis man kigger på tabellen, så er der hold tættere på bunden, som har mere erfaring end os, og som har brugt flere penge end os.
– Vi har fået 20 point, så vi er halvvejs mod målet. Jeg vidste at de første par år her ville blive meget, meget svære, men vi er kun 18 måneder inde i projektet.
Med dagens ene point indtager Aston Villa 13. pladsen i ligaen, inden man nytårsdag gæster bundholdet Sunderland på The Stadium of Light. Der er en forskel på seks point mellem de to hold.