Lambert regner med Vlaar
Den hollandske landsholdsspiller spillede en stor sæson for Aston Villa i sidste sæson, og var den del af Luis Van Gaals mandskab, som vandt bronze med VM i Brasilien. Her var Vlaar fast mand i forsvaret og var garant for flere solide præstationer.
Efter VM-slutrunden har rygter meldt om interesse fra bl.a. Southampton, hvor Ronald Koeman skulle have udset sig Vlaar som erstatning for Dejan Lovren, der for få uger siden skiftede til Liverpool.
På trods af de mange rygter, så regner Aston Villa-manager Paul Lambert med den hollandske forsvarsgeneral i den kommende sæson, og slår fast, at Vlaar ikke har bedt om at blive solgt:
– Ron Vlaar har ikke kontaktet mig angående nogen transfer.
– Han har haft ferie siden VM, men vi har snakket sammen løbende, og jeg regner med ham til kampen mod Stoke i weekenden.