Lambert optimistisk for Benteke
Chokbølger gik gennem Aston Villa, da stjerneangriberen Christian Benteke i weekenden måtte udgå med en hofteskade mod Norwich, men manager Paul Lambert håber og tror, at den belgiske angriber snart er tilbage.
Aston Villa kom efter tre nederlag tilbage på sporet i weekenden, da Norwich blev besejret med 1-0 på udebane, men der var også malurt i bægeret efterfølgende, idet Christian Benteke blev erklæret ude i mere end seks uger med en slem hofteskade.
Genoptræningen har dog kastet positive resultater af sig, og derfor håber manager Paul Lambert, at belgieren allerede vil være med, når Everton gæster Villa Park mod slutningen af oktober.
– Han gør det godt, og jeg tror han vil være tilbage hurtigere. Vi må vente og se, fortalte Lambert til Sky Sports.
– Vi har to kampe før landskampspausen, som kommer meget belejligt for både ham og os.
– Det værste scenarie var, at han kom til at være ude i en stor mængde tid, men med de fremskridt han gør, så er alle tilfredse.
– Det er første gang siden jeg ankom, at han har været skadet, men forhåbentligt, som jeg sagde, vil han snart være tilbage.
Aston Villa må altså klare sig uden sin største profil, når holdet i weekenden får besøg af Manchester City, ligesom han også regnes ude mod Hull City weekenden efter.