Lallana: Er skuffet men ser fremad
Lallana fik 60 minutter på banen og gjorde sig primært i venstresiden, da Liverpool blev dukket af et defensivt Villa-hold på Anfield. Efter kampen var Lallana klar i mælet, han er rusten og skuffet, men ikke desto mindre opsat på at komme videre.
– Det var godt at være derude, jeg føler mig lidt rusten, men følte mig bedre tilpas som kampen skred frem, siger Lallana til Liverpools hjemmeside og fortsætter:
– Det var godt at spille 60 minutter, men jeg kan ikke skjule skuffelsen over nederlaget. Forhåbentlig, så kan vi komme hurtigt tilbage. Der kommer en stor kamp på tirsdag, det er en ære at skulle spille Champions League for Liverpool – det er der klubben hører til. Jeg er sikker på, at drengene ikke kan vente og det samme gælder for fansene. Det er den perfekte mulighed for at komme tilbage på sporet.
Liverpool møder tirsdag bulgarske Ludogorets på Anfield Road.