Lacazette: Jeg vil til Premier League
24-årige Lacazette scorede intet mindre end 27 ligamål for Lyon sidste sæson, og det fik selvsagt en masse store klubbers øjne til at rette sig mod ham. Han har ikke været i ligeså strålende form denne sæson, men det er dog blevet til syv ligamål i 17 kampe.
Et Premier League-skifte har været på tale i flere omgange, og en hel række af klubber har på rygtebasis været nævnt. Nu har hovedpersonen selv afsløret, at den bedste engelske række er et mål for ham. Han blev nemlig spurgt om han tænkte på et fremtidigt Premier League-skifte.
– Ja, det tænker jeg på. Premier League er en meget attraktiv liga for enhver spiller. Men jeg ved også, at jeg skal spille godt i denne sæson for at sikre sådan et skifte. Så jeg er meget koncentreret om at gøre det godt, og måske kan jeg komme videre efter sæsonen, har han fortalt til The Telegraph, hvor han fortsatte.
– Der er ingen formel aftale med præsidenten i Lyon, men han ved, at der er en chance for jeg skifter til sommer.
Alexandre Lacazette har indtil videre opnået ti kampe og et enkelt mål for det franske landshold.